Gastronom

Vil du være køkkenets centrum?

Du skal kunne planlægge indkøb, lagre og tilberede maden.

En gastronom arbejder med at lave mad i større eller mindre køkkener. Du lærer om gode råvarer, at tilberede og anrette maden samt at vælge drikkevarer hertil.

En vigtig del af arbejdet går ud på at sammensætte et måltid, så det bliver en oplevelse for kunden at spise.

Video

MØD EN ELEV

“Mit stolteste øjeblik må helt klart være, da jeg ringede til min køkkenchef Klaus for at fortælle, at jeg havde fået 12 til min eksamen. Det havde jeg jo lovet ham til vores allerførste samtale.”

Jamshed er færdiguddannet kok fra HANSENBERG. Han var i lære hos Klaus Dragsfelt på Vingsted Hotel og Konferencecenter.

For Jamshed har det ikke altid stået klart, hvilken uddannelsesvej han skulle gå, men det var især, da han opdagede sin passion for at lave mad, at han vidste, han var på vej i den rigtige retning.

 

"Det var sjovt nok, da min kones og min rolle i køkkenet blev byttet rundt, selv om mange mænd vil mene, at det ikke er noget for mænd, at jeg vidste at jeg var landet på den rette hylde," siger han med et grin.

 

12-tal var højdepunkt

For Jamshed står det stadig helt klart i hans erindring, hvornår han var allermest stolt af sin præstation under sin uddannelse:

"Mit stolteste øjeblik må helt klart være, da jeg ringede til min køkkenchef Klaus for at fortælle, at jeg havde fået 12 til min eksamen. Det havde jeg jo lovet ham til vores allerførste samtale," siger Jamshed stolt.

Jamsheds højdepunkt var samtidig også et højdepunkt for hans læreplads, fortæller Klaus Dragsfelt:

"Da Jamshed ringede og fortalte, at han havde fået 12 til sin eksamen, tænkte jeg, at alt gik op i en højere enhed. Som virksomhed havde vi nemlig givet ham masser af muligheder for at nørde og eksperimentere med forskellige smage og sammensætninger," fortæller Klaus.  

 

Passion smitter

Vingsted Hotel- og Konferencecenter har været meget glade for at kunne være en del af Jamsheds udvikling og se ham tage ansvar og lære af de opgaver, som han er blevet stillet over for.

"Jamsheds store passion og interesse for både råvarer og ikke mindst sammensætning af smage har givet mange gode input i køkkenet og medført en udvikling af vores menukort," siger Klaus.

KRAV TIL ANSØGNING OG CV

Det at søge en praktikplads svarer til at søge et hvilket som helst andet job. Du sender en ansøgning til virksomheden, der så vil vurdere dig ud fra dine beskrevne kvalifikationer.

Forberedelse betaler sig. Hvor vil du allerhelst i praktik? Overvej, hvem du er, og hvad du kan. Men tænk også over, hvor du skal kigge efter job, og hvem du skal søge uopfordret. Tænk bredt i brancher og geografi.

Søg fokuseret og målrettet, og prøv at tænke i utraditionelle baner, når du skriver ansøgningen.

Du skal nemlig være god til at præsentere dig selv over for en kommende arbejdsgiver og bevise, at du er en dygtig og stabil medarbejder. I sidste ende er det din evne til at sælge dig selv, der kan afgøre, om du får en praktikplads.