VVS

Hvad er et hus uden varme og vand?

Vil du gerne arbejde med et alsidigt håndværk, hvor du kan bruge både hænder og hoved, og hvor din sans for kvalitet og kreativitet er værdsat?

Det er vigtigt, at du som håndværker har sans for detaljer og finish. Derudover er det en klar fordel, hvis du er en udadvendt type. Det meste af en vvs-mands arbejde foregår ved kunden, så du skal have lyst til at omgås andre mennesker.

Video

Den gode historie

“Jeg var oppe mod tre superkompetente deltagere, som hver især har klaret sig virkelig godt til deres svendeprøver. Derfor var det noget af et skulderklap at slå dem til DM i Skills.”

Rasmus Bundgaard Vilhelmsen får masser af god erfaring og fede oplevelser, mens han er i lære hos Claus Sørensen, som driver virksomheden Regner og Claus Sørensen VVS:

"Jeg brænder for VVS-faget, fordi det giver mig rigtig mange udfordringer. Det er langtfra et kedeligt fag, og arbejdsdagen varierer fra dag til dag," siger Rasmus, da han bliver spurgt til sit valg af uddannelse.

 

Gode oplevelser med lærlinge 

Rasmus er i gang med VVS-energiuddannelsen på HANSENBERG. Han er på nuværende tidspunkt i lære under Claus Sørensen, som driver virksomheden.

Der er i den tid, virksomheden Regner og Claus Sørensen VVS har eksisteret, blevet udlært 50 VVS-lærlinge. Firmaet har altid haft lærlinge, og det vil man blive ved med. Erfaringerne med lærlinge er nemlig gode, og det kan oven i købet hjælpe branchen med at lokke flere unge mennesker til.

"Vi har altid haft gode oplevelser med de lærlinge, vi har haft, og derfor vil vi også blive ved med at have dem," fortæller Claus Sørensen.

 

Danmarksmester 

Især én begivenhed har sat et stort aftryk på Rasmus' læretid. Da han vandt DM i Skills. 

For mester Claus var det et særlig stort øjeblik, da Rasmus vandt DM i Skills, for det fik ham til at føle, at han havde gjort en forskel. 

Rasmus ser tilbage på øjeblikket som en enorm oplevelse og et selvtillidsboost, der gjorde stort indtryk på ham:

"Akkurat da mit navn blev råbt op som vinder, gik der et sus igennem kroppen. Jeg kan godt lide at konkurrere, og jeg er et vindermenneske. Jeg var oppe mod tre superkompetente deltagere, som hver især har klaret sig virkelig godt til deres svendeprøver. Derfor var det noget af et skulderklap at slå dem til DM i Skills,’’ siger Rasmus med stolthed i stemmen.

eux

Du kan tage denne uddannelse som EUX.

Uddannelsestiden vil typisk være ½ år længere end den "normale" længde for den pågældende erhvervsuddannelse.

Skoleforløbene vil være længere og mere koncentrerede, for at du kan gennemføre de gymnasiale fag og projekter.

Den praktiske del af din erhvervsuddannelse vil være fordelt på færre forløb end i den tilsvarende ordinære erhvervsuddannelse. Uddannelsen afsluttes med projekter, svendeprøve og eksamen i de gymnasiale fag. Du vil få udstedt et EUX-bevis med karakterer.

EUX-uddannelserne starter op hvert år i august.

KRAV TIL ANSØGNING OG CV

Det at søge en praktikplads svarer til at søge et hvilket som helst andet job. Du sender en ansøgning til virksomheden, der så vil vurdere dig ud fra dine beskrevne kvalifikationer.

Forberedelse betaler sig. Hvor vil du allerhelst i praktik? Overvej, hvem du er, og hvad du kan. Men tænk også over, hvor du skal kigge efter job, og hvem du skal søge uopfordret. Tænk bredt i brancher og geografi.

Søg fokuseret og målrettet, og prøv at tænke i utraditionelle baner, når du skriver ansøgningen.

Du skal nemlig være god til at præsentere dig selv over for en kommende arbejdsgiver og bevise, at du er en dygtig og stabil medarbejder. I sidste ende er det din evne til at sælge dig selv, der kan afgøre, om du får en praktikplads.